Tilknytningsteorien belyser hvordan det lille menneskebarns overlevelse afhænger af at være ikke bare fysisk beskyttet af men også i følelsesmæssig  kontakt med en tilknytningsperson. For at få så meget som mulig kontakt og kærlighed  nedtoner/undertrykker barnet sider af sig selv som forældrene ikke kan imødekomme. Barnet danner sig et tilknytningsmønster og måder at opleve sig selv. Dette mønster  og denne selvoplevelse forbliver grundlag for måden at opleve sig selv og andre og dermed for måden at være relateret til andre mennesker livet igennem. Mønstrene kan ændres og udvikles senere i livet i andre nære relationer.